Menu

Sejr i sindssygt medrivende kamp

Danny Nielsen
15. april 2021 kl. 13:18
HØJER//TØNDER - Aabk/Løjt/Rødekro 4-3 (1-2)
Det var et meget veloplagt HØJER//TØNDER mandskab der søndag den 11.april tog i mod Aabk/Løjt/Rødekro på Højer Stadion - om det var frugtbaren sponseret af det Blå Gymnasium i Tønder der fik 10 af 10, der gjorde udslaget kan man kun gisne om. Desværre tillader Corona stadig Ikke at tilskuere må overvære kampen, hvorfor det kun var de forbipasserende der kunne overvære denne intense og medrivende kamp.
Som vi kender det herude vestpå, er der altid vind og HØJER//TØNDER holdet startede i modvind og der skulle lige gå et par minutter, inden man fik sig indstillet på dette. Det var ellers en kamp mod en meget velkendt modstander, der kunne sige det samme om os. De to hold står godt til hinanden og kender hinandens styrker og svagheder. Vi startede dog med et overtag og har efter godt 10 minutters spil også kampens første chance, eller rettere sagt et meget flot langskud fra captain Krag, der blev krydret med en meget flot redning af Aabenraa’s målmand, der med fødderne formåede at lænke skuddet på stolpen. Bobo var først på riposten, men overplacerede hendes skud og kanonerede bolden på sammenføjningen. 
Så var Aabenraa ligesom advaret og i de efterfølgende minutter, har vi totalt overtaget, men som man desværre kender det med Aabenraa, så slår de iskoldt til, når man mindst forventer det. Et yderst harmløst indkast til Højer//Tønder mandskabet på Aabk’s banehalvdel blev, konverteret til et mål til Aabk, på en af deres velkendte og efterhånden famøse omstillinger. At Aabk har et vanvittigt trekløver oppe foran, der ved hvor målet og hinanden står, blev her krydret med et kynisk forsvar der straks efter bolderobring, udnyttede at vores back Laura Harpøth Hahnemann var rykket med frem for at tage indkastet og 10 sekunder efter at vi havde et indkast nær modstandernes målfelt, lå bolden i netmaskerne bag Sarah i vores mål ☹.
Det var noget af en kold dukkert, men heldigvis gik der kun 2 minutter, inden vi udligner. Vi kombinerer os flot igennem på midten, hvorefter Emilie Larsen Nissen, med en genial frispilning bag om ryggen på Aabk’s forsvar, finder en umarkeret Bolette Iversen, der fra tæt hold, nemt kunne udplacere Aabk’s målmand. 1-1 og vi kunne starte forfra igen efter 15 minutters spil.
Vi beholder overtaget, men spillede lidt mere forsigtigt, fordi vi som nævnt tidligere kender Aabk’s styrker og ved de ikke skal have mange åbninger for at score. Efter 21. minutter får Aabk sendt en spiller i dybden og selvom vi er først på bolden, laver vi en halvdårlig clearing, der ender med et hjørnespark. Frygten var stor og tankerne ledt tilbage på da vores egen Rebekka Hedegaard Linding tidligere spillede for Aabk, for hvis der var noget de var gode til, så var det at udnytte standarderne. Frygten blev også denne gang til virkelig, bolden kommer ind i feltet og vi får den clearet op i luften, men ikke ud af feltet. Nedfaldsbolden er en Aabk spiller først over og bum målet til 1-2 en realitet og endnu engang måtte vi sande at deres effektivitet er uovertruffen .
Kort tid efter får Aabk på endnu en omstilling faktisk en 100% chance – men vores stærke keeper Sarah Petersen kommer flot ud af målet og afværger situationen. Resten af første halvleg foregik meget på midtbanen, uden at nogle af holdene blev rigtigt farlige.
I halvlegen snakkede vi om at undgå at blive fanget i omstillinger, samt hænge bedre sammen i vores kæder. Aabk var langt mere aggressive end os i nærkampene og vi holdt for stor afstand i mellem vores kæder, specielt når vi gik i pres. Fokus blev derfor lagt på, at være opmærksomme på at spille sig igennem deres midtbane, samt forsøge at lukke af for de dybe stikninger, som de er så gode til.
Vi skulle nu vende os til at spille i medvind og det betød at de første 15 minutter af anden halvleg, lignede de sidste 15 minutter af første halvleg – hvor det var en kamp primært på midtbanen. Ud over et enkelt nærgående frisparksforsøg fra Maja Nygaard Thomsen, var der intet nævneværdigt at berette om de 15 minutter. Vi foretog efter 53 minutters spil 2 udskiftninger (ud over den vi tog i pausen) og disse udskiftninger skulle vise sig at give pote.
Vores kriger Krag tilkæmper sig et frispark på kanten af feltet og Maja og Maja blev enige om, hvem der skulle sparke frisparket. Træneren sagde, ”jeg er ligeglad, bare i sparker den ind” som sagt så gjort. Maja Boyschau Kjelgaard sparker med hendes venstreben bolden over i det lange hjørne til stillingen 2-2. Her var der spillet 61 minutter. 
Som så ofte før mod Aabk, er de dog igen kyniske og udnyttede den mindste blunder til atter at bringe sig foran. Livsfarlige Lisa tillader jeg mig at kalde hende, bragte igen Aabk i front efter at de fangede os i et boldtab på midten. Lisa blev sendt i dybden og scorede hendes andet mål i kampen. 
Minuttet inden vi kommer på 3-3 siger jeg til Tommy Clausen der er tiltrådt som assistent og coach (når jeg har været på tur 😊 ) at jeg havde en god fornemmelse, selv på trods af vi var nede med 2-3 og vi beordrede derfor mandskabet frem i en mere offensiv opstilling. Lenea der var kommet ind i det 53. minut går alt for hårdt i en tackling og måtte derfor ud til en lille 10 minutters pause som følge af det gule kort, hun blev præsenteret for. Vi valgte dog at bibeholde den offensive tilgang og lod fortsat kun spille med 3 mand i forsvaret. 
Denne satsning gav fuld pote på dagen, for blot 2 minutter efter at være blevet reduceret til 10 mand, bryder bomstærke Bobo i gennem i vores højre side og hendes ”indlæg” røg direkte i mål. Man kan tillade sig at spørge om det egentlig var et indlæg, for Bolette Iversen scorede på samme måde i kampen mod Seest 14 dage forinden. Denne scoring rystede i den grad Aabk, der ikke rigtig formåede at finde fodfæste mere i kampen, selv på trods af at være en mand i overtal.
Først har Krag der tidligere i halvlegen havde bedt om at komme ud, en stor chance, som hun sætter på stolpen, hvorefter vores valg af kaptajn i den grad viste sig fra hendes allerbedste side - Emilie Leth Krag er og bliver en ener og en fighter de fleste hold frygter at spille i mod. Dette også i søndagens kamp, da hun efter et Maja gennembrud i højre side og et indlæg aabk får dårligt clearet, er først på bolden og får afdriblet 2 mand, hvor den sidste af dem så måtte stoppe hende på ulovligt vis. Heldigvis stod dommeren rigtig godt placeret og dømte korrekt straffespark i situationen. Maja Boyschau Kjelgaard der i kampens 73. minut udlignede til 3-3 på frispark med venstrebenet, blev valgt til at sparke. Aabk spillerne mente at den måtte målmanden tage, når nu Maja var venstrebenet og stillede sig op til at skyde med højrebenet. Maja er dog en af få spillere, der er to-benet og satte usvigeligt sikkert bolden ned i målmandens højre hjørne. 4-3 og vi havde vendt et truende nederlag til en føring selv på trods af undertal.
Kampen sluttede med at aabk forsøgte at brodere sig igennem, men vi stod tæt og kompakt og det tætteste på en chance, blev Lene Emilie Rahr faktisk frarøvet for, da hun blev sendt afsted på en friløber, der blev fløjtet tilbage for off-side. De tilskuere/forbipasserende der stod lige ud for på vores side, mente hun var on-side, men mon ikke det samme gjaldt for dem der stod på modsatte at de mente hun var offside 😊.
Vi vandt 4-3 i en vanvittigt medrivende kamp. En såkaldt comeback-sejr og det er sjældent at vi er kommet tilbage efter at have været bagud. Det lover godt for de kommende kampe og den første er allerede på lørdag når vi gæster Ribe/Hviding i Hviding. Desværre er tilskuere fortsat ikke tilladt og Hviding har haft kontrol i sidste weekend, så jeg vil på det kraftigste anbefale at man overholder corona-restriktionerne.
Efter sejr, stemmer vi altid på kampens spiller og på en dag, hvor rigtigt mange leverede varen, blev stemmerne også ligeligt fordelt mellem flere spillere. Krag og Jasmin havde dog en tæt kamp, der endte med at Jasmin Peetz Dalügge efter fintælling blev udnævnt til kampens spiller – velfortjent tillykke herfra.
Næste kamp er lørdag den 17. april kl. 14.00 i mod Ribe/Hviding i Hviding.
Luk