Menu

Bestyrelsens beretning

image
28. februar 2021 kl. 19:03

Bestyrelsens beretning

 

Beretning TSF-Fodbold, 25 februar 2021.

Så nåede vi det endelig. Vi kom til årets generalforsamling. Og i år er intet som det plejer – heller ikke i TSF. Vi havde set frem til en anderledes generalforsamling i år, hvor vi ville have gjort det til en større festdag end tidligere. Men som i alle andre af samfundets forskellige sammenhænge, så har covid-19 sat en stopper for det.
Det er klart, at covid-19 har sat sit præg på TSF-Fodbolds år indtil videre – det er bl.a. en af årsagerne til, at det har været meget svært at lave årets budget. Men det er der flere grunde til. Det kommer jeg tilbage til. Desværre, betød det også en aflysning af rigtig mange fodboldkampe. Meget ærgerligt, men stor forståelse fra alles side. Vi er allerede i gang med forberedelserne til fremover, så vi er klar igen, når covid-tågen letter.

Det går faktisk udmærket i TSF-Fodbold. Vi er 412 aktive og ca. 56 yderligere medlemmer, som står mest på sidelinjen. Det er godt i en tid, taget i betragtning af faldende børnetal og rigtig, rigtig mange tilbud til børn og unge mennesker. Vi må konstatere, at fodbolden ikke er blevet helt umoderne, selvom tallene fortsat er en smule faldende.

Vi vil gerne være en klub, der tager arbejdshandskerne på og forsøger at skabe de bedste rammer for det, det hele handler om i en fodboldklub: fodbold!
Derfor har vi med et nystartet ungdomsudvalg på pige- og drengesiden, sammen med vores nuværende børneudvalg sat fokus på at fodboldtræningen bliver så god, som den kan, med så gode og uddannede trænere som muligt. Vi har i forvejen dygtige trænere, som er gode til at spille med i disse rammer, så det hele kan blomstre inden for stregerne. Vores trænere er i det hele taget krumtappen i vores arbejde. Der bliver lagt mange timer, som alle betyder rigtig meget for holdet og for den enkelte spiller. Det er jer, der gør forskellen!
Forældreopbakningen er også god. Alt det ekstra sjove omkring holdene sker i et sammenspil mellem hinanden. Når vi så krydrer det med klubbens kommende tiltag med ekstratræninger i sydvestregi, samt klubsamarbejde med omkringliggende klubber, så bliver kvaliteten og glæden bedre. Vi har lige nu et rigtig godt tilbud til alle, som ville dyrke fodbold. Det kan vi godt være stolte af.

På herrer seniorsiden (U19 og serie 3) er der sket nogle ændringer, hvor begge hold overgår til FC Sydvest, som nogle måske har læst om. Det bliver interessant at følge disse hold fremadrettet.

På kvinde seniorsiden går det rigtig godt. U18 og senior er stadig slået sammen, da det giver bedst mening i forhold til antal, niveau og den unge alder på seniorholdet. Der spilles stadig i jyllandsserien, hvor man har hørt til de to seneste sæsoner, og hvor de i sidste sæson, var langt tid med i toppen af puljen.

I den aldersmæssige lidt mere høje ende spilles der også fodbold, når ”Oldboys drengene”, ”veteranerne” og ”+28 damerne” mødes til ugentlig fodbold, hvor der er godt humør og fællesskab. Veteranerne som er med i en DBU pulje, er altid og stadigvæk med i kampen om førstepladsen, når sæsonen lakker mod enden.
Børnefodbolden kører velsagtens bedre i TSF end aldrig før. Der bliver gjort et kæmpe stykke arbejde fra forældre, trænere og ledere, hvilket kan mærkes, når man bevæger sig på anlægget. Der er liv og glade dage, et godt tvist af konkurrence og glæde, og så er der et fantastisk sammenhold. Kæmpe cadeau til de ansvarlige.

Der er en række projekter der venter på at komme i gang. Det være sig både piger, drenge, yngre og ældre. Vi glæder os enormt meget til at vi kan få lov til at komme i gang igen, så vi kan komme ud over stepperne. Nævnes kan pigeraketten, samarbejde med børnehaver og skoler, samt rekruttering af trænere i en tidlig alder.

Det forgangne år har også budt på en del udfordringer – jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi har haft problemer. Vi har arbejdet på at gøre området pænere og mere gæstfri, her primært med tanke på stien ved kunstgræsbanen. Det er der vist ikke to meninger om er tiltrængt. Vi ville have ønsket, at vi var blevet hørt mere, da efterhånden har gjort opmærksom på det rigtig mange gange. Det samme gør sig gældende med banerne, som vi ikke har været helt tilfredse med. Desværre lader det til at vi bliver skubbet lidt i bagenden, hvad det angår. Vi giver dog ikke så let op.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi har haft lidt udfordringer med BankParken og FC Sydvest, da det også har været til offentligt skue. Det har dog vist sig, at være yderst gavnligt for alle parter, at vi fik ryddet op i disse uoverensstemmelser. Jeg vil gerne slå fast, og jeg tror det er gældende mere end nogensinde, at vi arbejder rigtig godt sammen nu, hvor der er en god dialog, og vi træder fælles fodspor. Vi glæder os rigtig meget til det kommende år, hvor der venter mere samarbejde.

Kultur & Fritidsudvalget har vedtaget en ny struktur for tildeling af midler, som rammer især fodboldklubber – ikke mindst fodboldklubber med eget hus. Og vi bliver efter alt at dømme ramt hårdt. Vi må afvente og se betydningen heraf, da det økonomisk kan blive en udfordring på sigt, hvis vi også skal have mulighed for at udvikle bare en lille smule.

Når det så er sagt, håber og satser vi på, at Masterplanen – Klubhus for alle, kan tage sit første spadestik i 2021. Der er fra kommunalt hold givet tilsagn i form af økonomi, og bestyrelsen i det nyoprettede udvalg, er i fuld gang med at ligge en strategi, for hvordan vi kommer i mål. Der er god dialog i gang, og sammen med bl.a. et fondsudvalg, forventer vi at indhente de nødvendige midler i 2021, så vi kan komme i gang.

 

Jeg vil gerne i dag også rette en tak til rigtig mange – først og fremmest jer, som gør et kæmpe frivilligt arbejde i klubben. Tak for det. Opgaverne, som drejer sig om kerneydelsen i fodboldtræningen – trænere og ledere – er naturligvis altid vigtigt i forhold til det, vi laver. Desuden har vi en del frivillige kræfter, som knokler for klubben, og vi håber at I igen er med til at skrive et nyt kapitel, når det gør sig muligt. Tak til jer alle.

Vi er en del frivillige, som bliver drevet af det, som vi synes er sjovt. Og vi gør det helt frivilligt. Uden af få en krone for det. Det er ret fantastisk i Danmark år 2021. Derfor husk det, hvis du en gang i mellem synes, serviceniveauet er for lavt i klubben. Vi gør, hvad vi kan og hvad vi har lyst til. Og vi kan desværre ikke overkomme alt. Den gode nyhed er, at vi er en klub med plads til alle initiativrige mennesker. Så hvis en frivillig ikke lige har tid til at løse dit specifikke problem, så kast dig ind i arbejdet som frivillig og vær med til at løse det. Jeg kan varmt anbefale det. Når først man har prøvet at være sammen med mennesker, der knokler for en klub og dets medlemmer uden at få en krone for det, så kan man slet ikke holde sig væk. Og så er vi en helt overordentlig demokratisk klub med meget kort afstand fra bestyrelsen til alle dele af klubben. Og hvordan kan jeg sige det? Jo, det kan sige, fordi der er vakante pladser i bestyrelsen, så alle har mulighed for at være med her også.

Tak til alle vores sponsorer – store som små – hovedsponsor som hjertesponsor. Tak for de år, I har været med og alle de år I vil være med fremover. Mange ting kunne ikke lade sig gøre uden jeres støtte, og jeg er sikker på, at vi endnu ikke har set det sidste til, hvad vi kan lave i fællesskab. Godt I er tossede med fodbold og med Tønder Kommune! I år vil jeg for en god ordens skyld nævne vores tre største partnere, Volkswagen Tønder, ECCO og Tygesen Company, som i særlig grad har bidraget i samarbejdet med for at få skabt rammer for spillere i alle aldre i klubben, primært med tanke på kampdragter til klubbens medlemmer. Jeg ser frem til endnu mere samarbejde i fremtiden.

Jeg ville ønske, at jeg kunne rette en tak til en støtteforening, som mange af vores kollega rundt omkring i landet også gør. Så hermed en lille opfordring til nuværende eller gamle tøndringer der elsker fodbolden og klubben. Vi mangler en støtteforening…

Til sidst vil jeg gerne sige tak til bestyrelsen. Jeg er glad for professionelt samarbejde og gode drøftelser af vores klubs fremtid men også de ting, som hverdagen er fyldt op med lige nu og her i en forholdsvis stor fodboldklub, med de forhindringer der nu engang er. Vi er nogen der fortsætter i bestyrelsen, men der er også én, der har besluttet sig for at stoppe. Tak for din indsats, Carsten Jørgensen. Jeg håber, og er dog sikker på at du fortsætter inden for fodbolden og hjælper med den ekspertise du kan bidrage med. Det er der brug for!

Jeg glæder mig til endnu et år i TSF, som også vil være mit sidste som formand i denne omgang. Jeg synes, det er og har været sjovt at være med. TSF er mere end summen af alle os. Vi skal klubben sammen. Lad os blive ved med det. Og lad mig i den sammenhæng slå et slag for vores 100-års fødselsdag, som er blevet udskudt til år, hvis ellers vi kan afholde det. Oldboys landsholdet er også sat til at komme d. 28. maj.

Det kan være, at nogen af jer er beskedne og tænker, at I ikke skal med. Men det skal I! Uanset om din indsats er stor eller lille, har den helt sikkert været med til at forbedre fodboldtilværelsen for nogle børn og unge, om end andet er du stadig en del af det. Så kom og vær med! Det skader ikke at feste for en sikkerheds skyld!

Med disse ord overlader jer hermed beretningen til generalforsamlingens behandling.

Tønder 25. februar 2021

Kasper Sørensen

Luk