Menu

U19 Liga 2 tabte ude mod Sønderborg

03. september 2020 kl. 23:12
Efter det dramatiske opgør hjemme mod Aabenraa i sidste runde drog Tønders U19-hold til Sønderborg for at spille sidste kamp inden ombrydningen.

Ét point ville være nok til at sikre Tønder en plads i den sjove ende af rækken, hvor man fortsætter som Liga 2-hold resten af efteråret. Et nederlag betyder formentlig, at Tønder må i Liga 3. 

Kampen åbnede ellers lovende med en scoring til Tønder allerede i kampens 6. minut. Nicolai Mathiesen modtog en lang bold i venstreside, og han spillede en høj bold ind i Sønderborgs midterforsvar, hvor Victor Korff var alene med to store klepperter. Men afleveringen var millimeter-præcis og Korffs timing perfekt, så han fangede bolden med brystet og kom alene med keeperen. Afslutningen var iskold med ydersiden i det fjerne nederste hjørne. 

Sønderborg satte sig derefter på kampen, men Tønder var hele tiden farlige på kontrastød, og holdet stod godt på banen, så det blev aldrig rigtig farligt i en første halvleg, der endte med en nogenlunde fortjent 1-0-føring til Tønder. Desværre blev det til et gult kort i halvlegens sidste minut, så Tønder kunne se frem til at begynde anden halvleg med 10 minutter i undertal. 

Det udnyttede Sønderborg, der kom blæsende ud til anden halvleg og pressede Tønder langt tilbage på banen. Gæsterne stod stadig solidt og ydede modstand, men efter 54 minutter fik Sønderborg hjørnespark, som de flot udnyttede med et skarpt indadskruet indlæg, der tæt under mål blev headet ind til 1-1.

Kort efter blev Tønder fuldtallige, og det gav en kort opblussen, hvor Tønder spillede med, og kampen fik et mere jævnbyrdigt udtryk. Det varede dog alt for kort tid, og snart sad Sønderborg igen på det hele, og de fik skabt flere åbne chancer, som dog alle blev afværget af en meget, meget stærkt spillende Emil Schmidt i Tønders mål.

Minutterne gik, og presset på Tønders mål steg, og 6 minutter før tid gik det galt for gæsterne. Sønderborg spillede op via venstresiden og fik med et par skarpe afleveringer skabt mulighed for afslutning fra kanten af feltet. Et hårdt, fladt spark sneg sig ind ved opstanderen, og her måtte selv Emil Schmidt give fortabt.

Tønder kastede alt frem i kampens afslutning for at fremtvinge en udligning, men det blev altså ved 2-1 til Sønderborg. 

Luk