Menu

U19 Liga 2 i uafgjort kort-regn

Michael Vilster
30. august 2020 kl. 16:21
Fire mål og endnu flere kort på Tønder Stadion, da Aabenraa var på besøg

Der er bare fire kampe at spille i Liga 2 for U19, så bliver den første udskilning foretaget, og de to øverste hold fortsætter efteråret i en skærpet Liga 2, mens de øvrige hold ryger i Liga 3 - med mindre en masse forbehold, men i store træk er det sådan vilkårene er. 

Derfor var det ramme alvor, da Tønders U19-drenge søndag mødte Aabenraas ditto. Begge mandskaber stod noteret for fire point, så en vinder ville tage et stort skridt mod at slutte i rækkens top 2. 

Aabenraa indledte opgøret flot med stor boldsikkerhed og flydende spil, uden at de dog for alvor blev farlige. Tønder kæmpede for at komme ind i kampen og få fat, og på hurtige kontraangreb viste hjemmeholdet også glimt af farlighed. Efter 13 minutter erobrede værternes Noah Wendicke selv bolden langt nede på egen banehalvdel, men derfra satte han i et uimodståeligt ryk over stort set hele banens længde. Den ene modstander efter den anden blev passeret, og til slut - nu alene med målmanden - sendte han bolden ned i det fjerne hjørne til 1-0. 

Herfra fik Tønder bedre fat om spillet med øget selvtillid og flere gode forsøg. Efter en fornuftig halv time kom to spillere i klammeri, og dommeren mente, det var Tønders angriber, Kenan Vatric, der havde mest af skylden, så han fik direkte rødt kort. Det var uforståeligt for de fleste, men det er jo dommeren, der bestemmer, så da gemytterne var faldet til ro, blev spillet genoptaget. 

To minutter senere fik endnu en Tønderspiller et gult kort, så værterne nu var to mand i undertal. Arbejdshandskerne blev fundet frem, og der blev løbet, knoklet, kæmpet og tacklet, så det bragede, og på trods af at holdet fik et gult kort mere før pausen, holdt 1-0-føringen til halvtid. 

Fokus var på at undgå flere kort, og på at alle skulle sælge sig selv så dyrt som muligt. Fem minutter inde i anden halvleg fik Aabenraa et gult kort, og i perioden da holdene var lige mange på banen, fik Tønder meget bedre fat og scorede et fornemt mål. Noah Wendicke arbejdede godt højt på banen og fik puffet bolden retur til Mikkel Olesen, som med et perfekt indlæg over i bagrummet spillede Mucad Kedyie fri, og han headede sikkert bolden ind til 2-0. 

Aabenraa kastede nu endnu flere kræfter frem, og fire minutter senere fik de tilkendt et straffespark - et af dem, der måske ikke bliver dømt hver gang, men det fik de. Og det blev stensikkert omsat til mål helt utageligt for Emil Schmidt, der ellers var i den rigtige side. De følgende fem minutter fik Tønder yderligere to gule kort, og presset fra gæsterne voksede. Tønder-drengene var ved at være trætte, og der blev kæmpet helt utroligt for at forsvare eget mål.

Et kvarter før tid fik Aabenraa udlignet, da en af deres angribere på elegant - næsten troldmandsagtig vis - undgik offsiden, mens han stod på mållinjen og blev spillet fri og skubbede bolden det sidste stykke over stregen. En situation, hvor en linjedommer formentlig havde hævet flaget, men kampens dommer måtte klare sig uden hjælp på linjerne, så målet fik lov at stå. 

Efter næsten 45 minutter for Tønder i mindst en mands undertal manglede nu stadig et kvarter med 2-2 på måltavlen, og Aabenraa lugtede for alvor chancen for at snuppe alle tre point. Tønder forsvarede sig med alle kræfter, og Noah Wendicke kom næsten igennem på en friløber, men han havnede i stedet i græsset og måtte udgå med en skade. 

Fem minutter før tid var der tumult i Tønders felt, og bolden dumper ned til en af gæsternes angribere, der inde fra feltet afslutter fladt og hårdt mod den ene stolpe. Emil Schmidt kaster sig lynhurtig ned og med en lang stærk arm får han lige præcis viftet den uden om stolpen. Et godt eksempel på en kampafgørende aktion af en målmand. Det var en klasseredning. 

I kampens afslutning indkasserede Aabenraa to gule kort oven i hinanden, men Tønder fik ikke udbytte af det kortvarige overtag, og kampen endte med en pointdeling, der objektivt set må siges at være ganske fair - når man tænker på, at kampen med et rødt og syv gule kort blev skæmmet af at for mange ustabile perioder. 

Sidste kamp for Tønder før puljen ombrydes er torsdag 3-9 klokken 19.15 på udebane mod Sønderborg, som fører rækken efter 3 runder. Alt kan stadig ske. 

 

Luk