Menu

De ydre rammer

De ydre rammer

 

De ydre rammer har i tidens løb været meget forskellige. Tønder var imidlertid en foregangsby, da den efter tegninger af Lauritz Thaysen i 1912 opførte en sportsplads med tilhørende bygninger ved Ribe Landevej. Det vakte dengang berettiget opsigt, hvor en model af anlægget modtog flere priser på arkitektudstillinger i Tyskland. Sønderjylland var på det tidspunkt en del af Det Tyske Kejserrige.

Ribe Landevej 1915

Det var, som det stod i en turistbrochure, et ”mønsteranlæg”, som vakte megen opsigt og også imponerede gæster nordfra.

Da formanden for Jydsk Atletik Forbund, redaktør Ritto, Århus, kort efter genforeningen besøgte Tønder med et atletikhold, gjorde de gode faciliteter et stort indtryk på ham. Om denne del af besøget skrev han således

Ribe Landevej 1939

”Kl. 7 kørte vi til idrætspladsen, og her fik vi den største og glædeligste overraskelse på hele turen. Vi havde ventet en mark, hvor der var gravet et hul til at springe i og måske til nød nogle kridtstreger til at markere banerne med. I Stedet for dette fandt vi en mægtig stor idrætsplads, med et stort og flot idrætshus, som samtidig benyttedes til tribune, ved siden af en nydelig lille restauration, med servering uden for på en stor terrasse. Med de vidunderlige forhold, som her er til stede, bør der hurtigst muligt tages fat på atletiksporten. Med kun en lille smule modernisering af den plads, de har for hånden, vil de opnå at få det smukkeste stadion, som ikke nogen provinsby i Jylland kan måle sig med.”

Ribe Landevej 1939

I tilknytning til den imponerende tribune-, omklædnings- og redskabsbygning blev der også opført en lille restaurationsbygning, Sports Cafe. Ligeledes blev der opført et billethus.

Forpagtningen af Sports Cafeen gik i starten på skift mellem interesserede gæstgivere i byen. Senere forpagtedes bygningen ud og forpagteren havde samtidig opsyn med sportspladsen.

I omklædningsrummene fandtes der brusere, ønskede man et varmt bad var det for egen regning og man måtte putte penge i gasautomaten.

I tiden under besættelsen fremkom der ønsker om en forbedring af forholdene for de forskellige idrætsgrene I Tønder. I 1945 bevilgede byrådet penge til udarbejdelse af et skitseprojekt.Interessen samlede sig om tre muligheder. Enten kunne der foretages en udvidelse af den eksisterende sportsplads på Ribe Landevej eller der kunne laves et nyt idrætsområde, som blev placeret i den sydvestlige del af byen eller ved den gamle markedsplads ved Sønderport. Man enedes hurtigt om den sidste mulighed.

Der kom dog til at gå 15 år inden det nye stadion kunne indvies og stadion på Ribe Landevej måtte vige pladsen for udstykning af parcelhusgrunde.

Den sidste forpagter på Ribe Landevej, Claus og Gine Johannsen, udtalte i den forbindelse ”Den største fejl, de kloge hoveder har gjort med det nye stadion, er placeringen i det bløde, plørede område. Hvor det skal ligge, vil man aldrig få så gode baneforhold, som vi har her. Nej, byg alt det nye nord for byen, det er den vej, byen vil vokse, og jordbunden er den helt rigtige, her kan det godt regne i fjorten dage, uden der står vand på arealet.”

Luk